Dag 12 - Katedralen & Spøgelsesturen!

Efter en god nats søvn, fik vi os en omgang morgenmad på hotellet. Vi opdagede hurtigt, at man kunne lave sine egne vafler, så det udnyttede vi selvfølgelig! Det er jo vigtigt med en portion nærende morgenmad, som en god start på dagen :-)

Da morgenmaden var fortæret, kørte vi ind til downtown New Orleans, eller Nola som den populært kaldes, for at se lidt mere af byen end vi havde gjort dagen forinden. New Orleans er en meget befærdet by, så det er vanskeligt at finde parkeringspladser, hvis ikke man ønsker at betale kassen for det. Vi fandt heldigvis et parkeringshus til en overkommelig pris, hvor man kunne holde hele dagen.   

  

Dagen gik med at slentre rundt i New Orleans gader for at se, hvad den havde at byde på. Vi gik igennem det franske kvarter, som er fyldt med hyggelige restauranter, cafeer, butikker og boder. Og så selvfølgelig live jazz på hvert et gadehjørne…

Vi måtte se den berygtede Bourbon Street igen, og alle den finurlige seværdigheder. Denne gang blev det dog kun til en stor slushice, da det var eftermiddag og vi også skulle køre hjem. 

(Billedet her er dog fra om aftenen)

Vi gik herefter hen i St. Louis Katedralen, som er den ældste fungerende katedral i USA. Der var mange folk i kirken, nogle sad med foldede hænder, andre med en tåre i øjet, og nogle tog billeder af de flotte malerier, som prydede loftet i denne storslåede katedral. Man følte en stor respekt om den kirkelige ånd, straks man trådte ind i den store sal. 

Vi besluttede os for at forsøge at bestille en guidet cykeltur, for at se byen fra en anden vinkel.  

Desværre var alt fuldt booket, så vi måtte droppe den idé, hvilket var rigtig ærgerligt, da vi lige havde sat os op til det. Som plaster på såret bestilte vi i stedet en 2 timers guidet Segwaytur til morgenen efter.

Om aftenen tog vi på en guidet spøgelsestur (Ghost Tours) gennem Nola’s dystre gader sammen med en flok amerikanere. Guiden havde boet i Nola hele sit liv og kendte byen som sin egen bukselomme. Han var en karismatisk fyr der meget indlevende fortalte om Nola’s gamle blodige historier; om folk der var brændt inde, blevet myrdet eller på anden vis kommet til skade på en voldsom måde. Hvis man skal tro rygterne, spøger disse ofre i gaderne for at hævne sig på deres drabsmænd. 

Hvad enten man tror på disse spøgelseshistorier eller ej, vil vi da godt indrømme, at man lige synker en ekstra gang og kan mærke det løbe en koldt ned ad ryggen, når man står i en fremmed by på en mørk og dyster aften. En af Nola’s gamle restauranter (Muriel’s) er gået så vidt som at reservere et bord til stedets tidligere ejer for at holde sig på god fod med ham. Det siges, at han efter sin død har startet mange brande i restauranten, fordi han ville have den for sig selv. Ganske rigtigt så man et tomt bord med mad og vin på restauranten, når man kiggede ind gennem vinduet.

Det var en fantastisk spændende tur, som gjorde et stort indtryk på os, fordi man får set byen på en helt anden måde end normalt. Vi vil da heller ikke lægge skjul på, at vi havde svært ved at falde i søvn.

Men da døren blev lukket på hotelværelset, kunne vi trygt lægge os til ro og glæde os til endnu en dag i skønne Nola.