Dagen bød ikke på mange seværdigheder eller oplevelser, men vi fik skudt et par billeder af ting som vi alligevel synes var flot og mærkværdigt på sin egen charmerende måde.
Carlsbad var destinationen, hvor vi for første gang skulle afprøve kræfter med en 4 timer lang vandretur igennem de dybe drypstenshuler, som er byens varetegn.
Vi stod op tidligt fredag morgen, og kørte mod hulerne, som lå en lille halv times kørsel fra motellet hvor vi er indlogeret. Men da vores tur først var planlagt til at starte kl. 13, havde vi 2 timer som skulle fordrives. Vi drog derfor ud på egen hånd igennem "The Natural Entrance" som var den offentlige indgang til hulerne.
Af smalle stier gik det stejlt nedad. Fugle for rundt over hovedet på os på vej ned i hulen. Masser af insekter lever i hulerne, så for fuglene var dette det rene madorgie.
Jo længere ned i hulen vi kom, desto koldere og mere fugtigt blev det. Gennemsnitstemperaturen i hulen var 15 grader, så de lange trøjer var fundet frem, og de gode vandresko stod godt fast på det glatte terræn.
Efter en times vandring nedad i hulens dyb, kom vi endelig ned til bunden af det, som var tilgængeligt for dem der endnu ikke havde betalt for en af de mange guidede ture, som kunne tilkøbes. Vi var nu 230 meter under jordens overflade, og på vejen ned havde de mange smukke klippeformationer taget os med storm. Kameraet blitzede heftigt, men til sidst var det faktisk så fugtigt dernede, at vi ikke kunne bruge det længere, da blitzen blot lyste de mange vandpartikler i luften op.
Trætte i benene, og med en 3 timers vandring i vente, fandt vi hurtigt elevatoren op til overfladen igen. Vi nåede at kaste en solid frokost i maverne, inden vi mødte vores park ranger som i dag skulle guide os igennem turen med navnet "Lower Cave".
Iført sikkerhedshjelme, pandelamper og skridsikre handsker, drog vi ned i mørket sammen med 10 andre og 2 park rangers. Her skulle vi først firre os ned af en stejl og glat klippevæg, før vi kunne træde videre ned af 3 stejle stiger, og herefter begynde den lange tur rundt i mørket. I "Lower Cave" er der ingen elektricitet, så med hjælp fra pandelamperne og afmærkede stier, følte vi os alligevel trygge, velvidende at hvis batterierne svigtede, var vi i den grad på den :-)
Højdeskræk er ikke noget man skal lide af, hvis man begiver sig ud på denne tur. Ej heller klaustrofobi, da der er mange smalle passager, hvor man lige akkurat kan smyge sig igennem.
Hulerne blev opdaget i 1800 tallet af indianerne, men en 16 årig cowboy ved navn Jim White gjorde for alvor omverdenen opmærksom på hulernes eksistens, da han i slutningen af 1800 tallet udforskede dem på egen hånd, kun ved hjælp af en lanterne og senere hen sin spanske ven. De to kunne ikke kommunikere særlig godt, men ved hjælp af fagter og aftalte kommandoer formåede de som de første at komme ned i "Lower Cave" som er det dybeste punkt i hulerne til dato.
Hulerne er meget skrøbelige, og derfor blev vi gjort opmærksom på, at selv det mindste fingeraftryk på klippeformationerne kunne give misfarvninger, og gøre stor skade på miljøet i hulen. Det var derfor med en stor portion forsigtighed, at vi drog videre igennem hulen, og brugte hinanden som støttesøjler, så vi ikke gled og forpurrede de flotte klipper og søjler.
(Ovenover ses en død flagermus, indkapslet i selve søjlen, der består af mineraler og vand der har dryppet fra loftet i mange tusinde år)
Mange historier og anekdoter senere, drog vi atter mod jordens overflade. Vi følte at vi med denne oplevelse havde set verdens syvende vidunder. Dette er ikke noget man kan opleve alle steder i verden, og vi vil klart anbefale alle der kommer forbi, at bruge et par timer på dette storslåede naturfænomen.
Den lokale BBQ restaurant bød på aftensmad, og her i byen kan man godt se på priserne, at vi er langt ude på landet, for man får dobbelt så meget for pengene som var man i storbyen. Mætte og tilfredse efter dagens oplevelser, kørte vi hjemad og fik en aftendukkert i poolen.
I morgen forlader vi atter Carlsbad, og turen går videre nordpå mod Albuquerque, med et stop ved White Sands National Monument, som efter sigende skulle være en ørken med det hvideste sand, hvor børn kælker ned af de lange og brede sandbanker og nyder godt af den stegende hede.
Nu vi er i New Mexico, som er kendt for at være hjemsøgt af ufo'er, sender vi en lille hilsen fra vores kære grønne venner.
