torsdag den 28. juni 2012

Dag 11 - Big Easy & Bourbon Street.

Big easy er kælenavnet for byen New Orleans, som med sine franske og spanske rødder, dateret tilbage til år 1763, slår sine folder ved Mississippi floden, der går hele vejen igennem den sydlige del af byen.

Vi startede dagen med at besøge Gulfport Premium Outlets, for gud ved hvilken gang at indkøbe klæder til vores allerede overfyldte kufferter. Og så fandt vi endelig den bestillingsgave som vi har ledt efter på hele turen, men hvordan vi får den med hjem, har vi endnu ingen anelse om :-D


En times kørsel lå foran os vestpå mod New Orleans. "Heldigvis" var det i dag en lille smule skyet, så vi kunne nøjes med at køre i 32 graders varme fra morgenstunden. Uden A/C i bilen var vi dejset omkuld for længst :-)






Naturen henover sydstaterne er enestående. Når man kører igennem skovene, mærker man en helt speciel atmosfære, som ikke kan beskrives. Floder, skov og sump områder, pryder landskabet og giver dig fornemmelsen af frihed, på trods af de store motorveje der løber igennem. 

Vi ankom til New Orleans kl. 15, hvor vi skal bo de næste 3 dage. Vi skal bo på Super 8, som faktisk er et motel, men i kvalitet svarer det til et godt middelklasse hotel derhjemme. Vi er ihvertfald overrasket over, hvor flot et værelse man kan få for kun 300kr om dagen. 5 mins kørsel og man ender direkte i downtown.

New Orleans er kendt for mange ting, men en ting er den både berømt og berygtet for... Bourbon Street! En gade så lang så end ikke øjet rækker, fyldt op med barer, jazzklubber, letpåklædte damer og cafeer, hvor alle bruger de mærkeligste metoder for at lokke kunderne ind til en sjus eller to. 







Vi besøgte en hyggelig fiskerestaurant, hvor vi fik lidt godter til ganen. I morgen skal vi se mere af byen, og bla. besøge Saint Louis Katedralen, som er den ældste fungerende Katedral i hele USA (bygget i 1718) og det franske kvarter, som huser gademusikanter og hyggelige caféer.

Ha det godt, til vi ses igen :-)

Dag 10 - EM ved poolen, og 35 grader...?

WOW. Vi har virkelig været heldige med vejret her i Biloxi. Solen banker ned fra morgenstunden, og alligevel klager folk over at vandet i poolen er for koldt. Come on! Det er da lækkert med en kølig dukkert! Så for dem der ikke kan holde varmen, kan de jo passende hoppe ned i den 100 grader varme spa der står ved siden af. Så skulle de prøve en dukkert på Bellevue i starten af Juni måned i Danmark!

Pga. tidsforskellen viser de allerede EM kampene kl. 13:45 lokal tid. Og da vi jo gerne vil nyde solen til fulde, måtte vi finde en løsning på problemet. Der var ingen TV i poolbaren, så frem kom den bærbare computer, og et lille studie blev indrettet på solstolen, så kampen kunne følges.



Det lykkedes til sidst at finde en sidde position der var til at holde ud, og så var der ellers dømt 120 mins drønkedelig fodboldkamp, hehe. Men da jeg har sat et lille bet på Spanien som vinder af EM, følger jeg dem tæt indtil de ikke længere kan nå finale sejren.
Om aftenen kørte vi en tur langs stranden, og så de lokale fiskere prøve lykken for enden af gangbroen ved byens fyrtårn.  





Vi sluttede aftenen af med et lille besøg i hotellets casino, men der var ingen held i sprøjten i denne omgang. Vi tager stærk revanche, når vi kommer til Las Vegas senere på turen :-)

Efter 3 dejlige dage i Biloxi, går turen nu videre vestpå mod New Orleans, hvor vi skal besøge Bourbon Street, Det franske marked, og se og høre en masse jazz rundt om i byen. 

Dag 9 - Barber Shop & Ron Roll.


Sådan ser det ud en tirsdag morgen i Biloxi. Varmt, meget varmt, og en blå himmel der bare indbød til at kaste sig ud i poolen fra morgenstunden. Vi dasede et par timer, hvorefter vi tog en tur ud i det blå og kiggede på hvad byen havde at tilbyde.

Biloxi er primært en casino by, og derfor ligger hotellerne plastret op og ned af hinanden hele vejen langs golfkysten. Når man har set det ene, har man også set det andet. Derfor tog vi af de små veje bagom byen, og fandt charmen i den lokale barber shop, hvor håret (eller manglen på samme) skulle have en tur.



Blev modtaget af en meget venlig sydstats dame, der med heftig sydstats accent trimmede, smurte og barberede mit skaldede hoved, hvorefter hun stak en finger i hvert øre på mig. Til sidst fik jeg smurt issen i en alko gel, og behandlingen var herefter slut. En smule grænseoverskridende, men utrolig sjovt at prøve, og jeg gik derfra nybarberet og friseret :-)



På vejen hjem så vi en af mange trucks, som kører rundt med div. forsyninger. Fascinerende, og lidt af "The American Dream".

Om aftenen spiste vi på en lokal sushi restaurant. Vi ville aldrig have fundet den, hvis ikke vi havde brugt vores nr. 1 guide i USA - TripAdvisor. Fantastisk side, der har informationer om alt fra hoteller til spisesteder, attraktioner og bedst af alt, ting man skal holde sig langt væk fra som turist.



Maden var helt fantastisk, og det var rart endelig at få lidt mad som ikke havde været dyppet i ønskebrønden. Vi er jo i sydstaterne, og hernede ryger alt mad i frituren. Brød, kød og grøntsager. Men det tager vi med (og de ekstra kilo) og nyder det i fulde drag.

Vi har ikke set noget til Debby siden vi ankom, og hun skulle heller ikke være lige i nærheden, så vi krydser fortsat fingre for at vejret er med os i de kommende dage.

tirsdag den 26. juni 2012

Dag 7 & 8 - Paradis på jord... eller hvad?

Efter et par sjove dage i Orlando, hvor vi fandt vores barnlige sjæle frem, var det nu tid til at rejse mod nye eventyr.

Næste stop på vejen hed Destin, en by med en sandstrand som var man i paradis, vand så blåt som en klar himmel, og masser af varmegrader. Efter en lang køretur på 8 timer blev vi dog voldsomt skuffede. Orkanen "Debby" som pt. er meget aktuel i alle medierne herovre, havde ligget og samlet kræfter nord for den Mexikanske Golfkyst de sidste par dage, og var nu på vej mod det nordøstlige Florida. Så det som vi havde regnet med skulle være 4 dage på langs i sol og varme, blev hurtigt afløst af regn og kraftige vindstød.


Men godt trætte efter den lange køretur, valgte vi dog at tjekke ind på hotellet, i håb om bedre vejr den næste dag. Så aftenstunden gik på langs af sengen med lidt fodbold fra EM og lidt indkøbte snacks.


Dagen efter viste orkanen Debby sit grimme ansigt igen, og efterlod en mørk himmel og regndråber fra morgenstunden. Vi tog derfor en resolut beslutning, pakkede vores ting, aflyste hotellet for de næste 2 dage, og gik på nettet for at lede efter en by med bedre vejrforhold! Vi ville dog lige se stranden inden vi rejste derfra, for at få den oplevelse med på vejen. Og stranden var fantastisk. Med helt hvidt sand. Men på denne mørke dag, var der ikke meget charme over det.



Vi ville gerne blive på ruten, så vi ikke skulle køre alt for mange ekstra kilometer. Derfor besluttede vi os for at køre mod en by der hedder Biloxi, en strandby magen til Destin, bare længere vestpå af Golfkysten. Inden vi kørte havde vi dog tjekket om orkanen Debby var på vej vestpå, men intet tydede på det, så vi drog afsted med store forventninger.


Efter en times kørsel begyndte den blå himmel at vise sig og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi gjorde stop i byen Mobile, hvor vi havde planlagt et besøg i USS Alabama Battleship Park.


Her mødte os et fantastisk syn, hvor det store krigsskib, flyvere, kampvogne og andet millitær fra 2. Verdenskrig var blevet udstillet. Det var en meget stor oplevelse at komme så tæt på, og man fornemmede ligefrem hvordan de havde levet i deres små kahytter inde på skibet.








Da vi var nået hele vejen rundt, drog vi videre mod Biloxi, som kun lå en lille times kørsel vestpå. Og hvilket syn der mødte os da vi kom frem! Vejret var FANTASTISK, der var strand, der var fede hoteller, der var lige præcis det vi havde ønsket os i regnvåde Destin.

Vi fandt et stort hotel, lavede en online booking og tjekkede så ind kort efter ankomst til byen. Her blev vi mødt med et lækkert værelse med 2! dobbeltsenge, dyner og 6 forskellige hovedpuder. Man føler sig jo næsten som prinsessen på ærten.

2 pools, stort boblebad og udsigten til golfkysten, kombineret med en stegende hede på 36 grader og en mild brise gjorde, at vi for en stund følte at paradis var kommet til jorden for at blive. Vi gjorde vores bedste for at suge alt den sol vi kunne, inden vi måtte overgive os for varmen og trak indenfor i de afkølede lokaler. En 30 mins trænings session i fitness centeret på hotellet blev det også til, tro det eller ej. Det var jo nok mest Katarinas skyld at endte med at støtte op om forslaget.


Aftenen blev brugt på det nærliggende Hard Rock Casino Hotel, hvor vi spiste i deres buffet restaurant, med et udvalg så stort, at den lokale Mei Ling Gong restaurant derhjemme ligner et suppekøkken. Det er næsten så svært at vælge hvad man vil have at spise, når der uden at overdrive er omkring 150 forskellige retter mad at vælge imellem.




Trætte, mætte af sol og mad, og med en aftentemperatur godt over de 30 grader, ramte vi sengen ved midnat (07.00 dansk tid).

Som en lille sjov note her til sidst havde vi glemt, at jo mere vestpå vi rejser, jo større bliver tidsforskellen fra derhjemme. Så da vi pludselig kiggede på klokken blev vi helt rundforvirrede, da vi syntes at kl. havde været 12:30 meget længe. Men grænsen går åbenbart omkring Mississippi, så der vandt vi en enkelt time, og det var jo meget rart. De næste par dage står på ren afslapning og solskin, så indtil da, må i ha det godt derude.

Kærlig Hilsen /Martin & Kate.

lørdag den 23. juni 2012

Dag 6 - Wet'N'Wild og nærdødsoplevelser!


Efter en lang dag på farten i går, sov vi længe for en gangs skyld. Selvom pladsen er trang når vi deler en 1,5 mands seng, lykkes det som regel at få lidt søvn alligevel.

Solen tittede delvist fra en himmel med skyer, temperaturen var lige under de 30 grader, så vejrforholdene var perfekte til en dag med masser af vand og vilde rutsjebaner.

Vi ankom til parken, og ikke mange mennesker var på dette tidspunkt dukket op, men man skal ikke lade sig narre, for pludselig vælter det ind med børn og unge, og parken bliver forvandlet til en inferno af skrig og skrål, og amerikanere med oppakninger og køletasker så store, at man skulle tro de var på 14 dages campingferie i vandlandet.

Da Katarina ikke er nogen fartdjævel i det fri, lagde vi ud med nogle af de mere milde rutsjebaner. Og jeg kan godt fortælle allerede nu, at hendes grænser vidst blev rykket en hel del i dag. Hun endte jo næsten med at slå rekordtider for nedkørsel i div. rutsjebaner :-)



Grænser blev prøvet af, og jeg skulle selvfølgelig prøve den vildeste rutsjebane, der overhovedet var at finde i parken. Bomb Bay er navnet, og er en næsten lodret rutsjebane, der lader dig flyve i frit fald i noget der minder om en uendelighed, inden man får kontakt med slisken igen, og man flyver afsted mod bunden. Efter den oplevelse blev jeg enig med mig selv om, at det var godt jeg ikke led af dårligt hjerte, for så var jeg da kradset af!


Efter et par timer i det våde element, drog vi atter mod hotellet for at få en lille lur, og se afslutningen på kvartfinalen mellem Frankrig og Spanien. Senere besluttede vi os for at tage en tur i Premium Outlets og få handlet lidt godter ind til garderoben. På vejen derhen stoppede vi ved et Ferrari center og kiggede på drømmebiler... For man har jo lov til at drømme, ik :-)


I morgen går turen til næste stop, Destin, Florida, som for nyligt er blevet kåret til en af de 5 bedste rejsedestinationer i nyere amerikansk tid. Her skal vi være i 4 dage, og de har for en gangs skyld, 7-9-13, Fingers Crossed og held i sprøjten, lovet godt vejr i alle 4 dage. Så vi håber på det bedste og finder solcremen frem.

Vi skrives ved!

Kærlig Hilsen

Martin & Kate

Dag 5 - Goodbye Miami - Hello Disney World!

4 dage dejlige er nået til ende i Miami, og turen går nu videre til næste stop. Som tidligere nævnt har vejrsituationen i Florida gjort, at vi har måtte aflyse vores stop i Fort Myers, og derfor er taget direkte til Orlando, hvor et besøg i Disney World stod som første punkt på vores to-do liste.

Efter en mindre køretur på 4 timer, ankom vi til Orlando & Disney World. Vejret var fremragende, solen stod højt og flot på himlen og det var +30 grader i luften.

Fra indgangen og ind til selve parken skal man først transporteres med enten bus eller båd. I vores tilfælde blev vi anvist til bådene, da selveste Barack Obama også havde besluttet sig for at besøge Disney World i dag.


Vi gik straks i gang med at undersøge parken på kryds og tværs, prøve forlystelserne af og nyde solens varme stråler.





Men ikke en dag uden regnvejr, så vi måtte indkøbe et sæt ponchoer. Til glæde for os der trodsede regnen, havde vi det meste af parken for os selv i en lang periode, indtil regnen holdte op. 


Godt trætte efter en lang dag på farten, og et hotel i vente som vi ikke havde tjekket ind på, vendte vi snuden "hjemad" mod hotellet der ligger godt 50 km fra Disney World. Efter en lille deroute ind i et skovområde, som GPS'en åbenbart ikke var helt gode venner med, fandt vi frem til hotellet. Og her mødte os en lejlighed større end hvad vi næsten har boet i selv hjemme i Danmark.

I morgen Lørdag står den på vandland i stor stil, da vi skal et smut i Wet'N'Wild forlystelses parken.

På gensyn. Og tak fordi i følger med på bloggen!


fredag den 22. juni 2012

Dag 4 - SOL SOL SOL & Ekstase i Miami.

Torsdag morgen, vågnede tidligt, slog gardinerne fra, og hvad så vi der? Skyfri himmel! Yes sir!

Ingen morgenmad (næsten), men bare direkte i poolen for at få slikket lidt sol. Desværre må vi erkende at Juni måned ikke er den bedste at rejse i når det gælder Florida, men det tager vi med som en oplevelse.



5 timer senere kunne vores kroppe ikke klare mere sol. Så vi strøg op og skiftede, fik telefoneret hjem til familien for at fortælle at vi lever, og så gik vi ud i byen for at se os omkring og nyde den sidste dag i Miami.

Frokost på Johnny Rockets (Amerikansk Diner) hvor vi fik fornøjelsen af Bacon Cheese Fries. Om vi var vilde med dem er vi ikke blevet enige om endnu, men ned røg de da.


En sidste gåtur langs stranden blev det også til, og vi indrømmer blankt at dette nok er vores favoritsted.



Lidt lækkert til de bil interesserede derhjemme. Det er en sand fornøjelse at se de mange specielle biler der pryder Miami's gader.



Efter vådt og tørt gik vi ud i gaderne for at shoppe lidt gaver til jer derhjemme. Stemningen i byen var høj, og det var der en særlig grund til. Det lokale basketball hold Miami Heat skulle spille 5. og afgørende kamp i NBA om aftenen, på hjemmebanen i downtown. Vi besluttede os derfor for at deltage i festlighederne, og et bord blev besat på den lokale sportsbar Haven, som er en bar dedikeret til Miami Heat's fans. 





4 timer senere, 7$ specials på hotwings, kolde øl og drinks, og en storsejr til Miami Heat, havde kl. passeret midnat, og vi havde en lang køretur foran os dagen efter. 

Pga. de lidt dårlige vejrforhold i Florida pt. har vi valgt at aflyse vores hotel i Fort Myers, og tager derfor afsted mod Orlando i stedet, hvor vejret er lidt bedre. I morgen (Fredag) går turen til Disney World Magic Kingdom, hvor vi skal hygge og have fat i vores barnlige sjæle for en stund.

Vi ses :-)