søndag den 8. juli 2012

Dag 19 - Kælketur i White Sands

Efter en fantastisk oplevelse i de gamle huler i går, gik turen nu videre mod White Sands, som ligger 300km vest for Carlsbad. Her skulle vi se den store ørken, hvor store sletter med det hvideste sand pryder landskabet, og folk kælker nedad bakkerne på bobslæder.

Vi kørte igennem Sacramento bjergene, med fantastisk natur og små landsbyer. Regnen dalede kraftigt ned fra himlen et par gange, men aldrig noget der for alvor gjorde køreturen kedelig.




I White Sands mødte der os et fantastisk syn, høje temperaturer og en luftfugtighed på 0. Ørken og stegende hede så langt øjet rakte. Vi kørte den ca 16 km lange tur rundt i parken, prøvede et par kælkebakker på den til lejligheden indkøbte bobslæde, og kørte så ud igen for ikke at blive gennemstegt af formiddags solen.

Et virkeligt flot syn, og vi fik skudt mange gode billeder.








Overnatning for dagen fandt sted i Albuquerque, ca. 4 timers kørsel nordpå fra White Sands. Vi blev desværre fanget i et vejarbejde, hvor mexicanske asfaltmænd havde besluttet af holde Siesta midt i det hele, og så kunne vi sidde der og glo i noget der mindede om en evighed. 

Efter 45 min blev vi dog endelig lukket igennem, og turen fortsatte af det snoede og meget flotte bjerglandskab op i mod Albuquerque.


Et Hard Rock Hotel & Casino dukkede pludselig frem på et stort vejskilt, ikke langt fra vores hotel i Albuquerque. Derfor slog vi vejen forbi for at købe lidt souvenirs til en samler derhjemme, samt prøve lykken i casinoet.


1,2,3 spins, og så var man 217$ rigere. Vi skyndte os ud igen, og kørte til hotellet i Albuquerque, hvor vi trætte smed os på sengen for en stund.

Om aftenen spiste vi på en god kæde restaurant ved navn Sizzler, hvor de i dagens anledning havde pianist på, som spillede og sang gamle crooner klassikere. Det var super hyggeligt, og satte for dagen sit endelig punktum, inden vi ramte hver vores kæmpe seng på hotellet.


I morgen går turen videre vestpå, hvor vi skal bo to dage i Williams, en lille by der ligger ca 100 km syd for Gran Canyon. I morgen mandag skal vi på en heldagstur ud til den store kløft, hvor vi både skal vandre i klipperne og sejle rundt i en stor pontoon båd i bunden af kløften.

Ha det godt så længe :-) Og tak for den store interesse for bloggen :-)

fredag den 6. juli 2012

Dag 18 & 19 - New Mexico & Carlsbad Caverns.

Efter en herlig dag i går, forlod vi San Antonio tidligt, da vi foran os havde en 7 timer lang køretur igennem Texas, før vi ville ankomme til New Mexico, og en ny tidszone, således at vi nu er 8 timer bagud ift. dansk tid.

Dagen bød ikke på mange seværdigheder eller oplevelser, men vi fik skudt et par billeder af ting som vi alligevel synes var flot og mærkværdigt på sin egen charmerende måde.









Carlsbad var destinationen, hvor vi for første gang skulle afprøve kræfter med en 4 timer lang vandretur igennem de dybe drypstenshuler, som er byens varetegn.

Vi stod op tidligt fredag morgen, og kørte mod hulerne, som lå en lille halv times kørsel fra motellet hvor vi er indlogeret. Men da vores tur først var planlagt til at starte kl. 13, havde vi 2 timer som skulle fordrives. Vi drog derfor ud på egen hånd igennem "The Natural Entrance" som var den offentlige indgang til hulerne.





Af smalle stier gik det stejlt nedad. Fugle for rundt over hovedet på os på vej ned i hulen. Masser af insekter lever i hulerne, så for fuglene var dette det rene madorgie.

Jo længere ned i hulen vi kom, desto koldere og mere fugtigt blev det. Gennemsnitstemperaturen i hulen var 15 grader, så de lange trøjer var fundet frem, og de gode vandresko stod godt fast på det glatte terræn.

Efter en times vandring nedad i hulens dyb, kom vi endelig ned til bunden af det, som var tilgængeligt for dem der endnu ikke havde betalt for en af de mange guidede ture, som kunne tilkøbes. Vi var nu 230 meter under jordens overflade, og på vejen ned havde de mange smukke klippeformationer taget os med storm. Kameraet blitzede heftigt, men til sidst var det faktisk så fugtigt dernede, at vi ikke kunne bruge det længere, da blitzen blot lyste de mange vandpartikler i luften op.


Trætte i benene, og med en 3 timers vandring i vente, fandt vi hurtigt elevatoren op til overfladen igen. Vi nåede at kaste en solid frokost i maverne, inden vi mødte vores park ranger som i dag skulle guide os igennem turen med navnet "Lower Cave".

Iført sikkerhedshjelme, pandelamper og skridsikre handsker, drog vi ned i mørket sammen med 10 andre og 2 park rangers. Her skulle vi først firre os ned af en stejl og glat klippevæg, før vi kunne træde videre ned af 3 stejle stiger, og herefter begynde den lange tur rundt i mørket. I "Lower Cave" er der ingen elektricitet, så med hjælp fra pandelamperne og afmærkede stier, følte vi os alligevel trygge, velvidende at hvis batterierne svigtede, var vi i den grad på den :-)


Højdeskræk er ikke noget man skal lide af, hvis man begiver sig ud på denne tur. Ej heller klaustrofobi, da der er mange smalle passager, hvor man lige akkurat kan smyge sig igennem.

Hulerne blev opdaget i 1800 tallet af indianerne, men en 16 årig cowboy ved navn Jim White gjorde for alvor omverdenen opmærksom på hulernes eksistens, da han i slutningen af 1800 tallet udforskede dem på egen hånd, kun ved hjælp af en lanterne og senere hen sin spanske ven. De to kunne ikke kommunikere særlig godt, men ved hjælp af fagter og aftalte kommandoer formåede de som de første at komme ned i "Lower Cave" som er det dybeste punkt i hulerne til dato.

Hulerne er meget skrøbelige, og derfor blev vi gjort opmærksom på, at selv det mindste fingeraftryk på klippeformationerne kunne give misfarvninger, og gøre stor skade på miljøet i hulen. Det var derfor med en stor portion forsigtighed, at vi drog videre igennem hulen, og brugte hinanden som støttesøjler, så vi ikke gled og forpurrede de flotte klipper og søjler.






 (Ovenover ses en død flagermus, indkapslet i selve søjlen, der består af mineraler og vand der har dryppet fra loftet i mange tusinde år)


Mange historier og anekdoter senere, drog vi atter mod jordens overflade. Vi følte at vi med denne oplevelse havde set verdens syvende vidunder. Dette er ikke noget man kan opleve alle steder i verden, og vi vil klart anbefale alle der kommer forbi, at bruge et par timer på dette storslåede naturfænomen.

Den lokale BBQ restaurant bød på aftensmad, og her i byen kan man godt se på priserne, at vi er langt ude på landet, for man får dobbelt så meget for pengene som var man i storbyen. Mætte og tilfredse efter dagens oplevelser, kørte vi hjemad og fik en aftendukkert i poolen.

I morgen forlader vi atter Carlsbad, og turen går videre nordpå mod Albuquerque, med et stop ved White Sands National Monument, som efter sigende skulle være en ørken med det hvideste sand, hvor børn kælker ned af de lange og brede sandbanker og nyder godt af den stegende hede.

Nu vi er i New Mexico, som er kendt for at være hjemsøgt af ufo'er, sender vi en lille hilsen fra vores kære grønne venner.

torsdag den 5. juli 2012

Dag 17 - July 4th, Stars N' Stripes & Fyrværkeri.

4. Juli. En dag ALLE amerikanere fejrer. Deres nationaldag. En dag hvor de hylder uafhængigheden, deres soldater i kamp, og alle patrioterne, der kæmper et slag for USA. En kæmpe begivenhed, som for de fleste amerikanere betyder mere end nytårsaften, jul osv.

Fra morgenstunden kunne man mærke den glade stemning, og forventningerne rundt om i byen. Overalt prydede det amerikanske flag butikker, huse og flagstænger. Unge og gamle, børn og dyr var klædt ud i de patriotiske farver, rød, hvid og blå.

Vi besøgte Woodlawn Park, som var en stor folkepark lidt udenfor centrum af San Antonio. Her var der opstillet en masse boder med mad og drikke, underholdning til alle aldersgrupper, og en stor scene, hvor div. politikere, gamle soldater og musikanter i løbet af dagen skulle præge begivenheden med hver deres input.



En stor parade gik igennem parken, primært børn fra lokale sportsklubber, der hver især samlede ind til et godtgørende formål.




Vi brugte et par timer i den bagende sol, og fik snakket med en masse lokale amerikanere, som alle er meget begejstret for at vi netop har valgt deres by som rejsemål.

I Danmark er vi faktisk ret heldige, i det vi med vores 5 ugers årlige ferie, kan rejse og gøre de ting vi nu engang har lyst til. I USA optjener man kun 1 uges ferie, PR ÅR! Så for dem er det begrænset hvad de kan nå at se, og derfor er der også mange amerikanere, som aldrig har været uden for deres egen stat, da de simpelthen ikke kan nå at rejse længere væk end lige i baghaven.

Musik og gøgl blev for en stund afløst med en tur i den lokale barbershop, der havde valgt at holde åbent på denne store dag. Vi blev mødt med smil og venlighed, og noget så utraditionelt som fri fadøl :-)



Vi fik en lang sludder med barberen, og fik lidt insider tips til hvordan en lokal San Antonioer ville fejre dagens store begivenhed.

Efter at have fået trimmet manken, gik vi en tur ned på "The Riverwalk" hvor vi besluttede os for at tage med en af de små både rundt, og se byen fra en anden vinkel.

Efter en dejlig tur på vandet, med en rigtig god guide, som formåede at fortælle om byens historie på en virkelig humoristisk måde, drog vi mod hotellet igen for at sove til middag.




Vi brugte barberens insider tip, og gik ned mod Hemisfair Park, hvor der om aftenen blev afholdt det helt store arrangement med fest og farver og slutteligt et kæmpe fyrværkeri til ære for USA, stoltheden og fædrelandsfølelsen.


Opløftet af den gode stemning, sugede vi de mange store indtryk til os, og fulgte så godt med, da det store fyrværkeri endelig blev sat i gang kl. 21:30. Hujen og klappen gjorde at vi hurtigt lod os rive med, og følte os som en lokal "Santonit".



Efter en smuk aften, som vil stå klart i vores erindring i lang tid, gik vi tilbage til hotellet hvor dynerne kaldte. For nu, er det slut i San Antonio, og rejsen videre går mod Carlsbad Caverns, hvor vi skal ud og klatre og vandre i de store drypstenshuler, som byen er verdenskendt for.

Dag 16 - Safari og skydning i det fri

En dejlig kort køretur på 1,5 time fra Austin til San Antonio mod syd gjorde starten på dagen til en ren fornøjelse. Derfor havde vi også god tid til at udforske området, inden vi kl. 15 kunne tjekke ind på hotellet.

Et visit hos "Tripadvisor" anbefalede os at besøge en safari lignende park, hvor zebraer, antiloper, gazeller og andre "vilde" dyr gik frit omkring. Da det var en drive through park købte vi lidt fodder ved indgangen, og rullede derefter vinduerne helt ned for at kunne fodre dyrene rundt på ruten.


Mange flotte dyr mødte os straks, og efter kort tid var der fuldt stop i højre side af vejen. Det viste sig, at en gnu var ved at føde, og derfor kiggede folk selvfølgelig meget intenst på dens kamp. Efter et stykke tid og mange hvile pauser fik gnuen dog nok af publikummet, og fortrak til roligere omgivelser, hvor den forhåbentlig nu har født i fred.



Videre rundt på ruten mødte vi en masse zebraer, som var så frække at stikke hele hovedet ind af vinduet, for herefter at prøve og æde selen i Katarinas side. Det fik vi os et rigtig godt grin ud af.


Dyrene er selvfølgelig 100% tamme og vant til at blive fodret, men man har alligevel en vis respekt, når der står en kæmpe buk foran bilen og kigger på dig.


Her følger et mindre galleri af hvad vi så på ruten rundt







Efter et par hyggelige timer i dyreparken, drog vi mod centrum af San Antonio igen. Og pludselig fik jeg en tosset idé. Texanere er vilde cowboys, med heftig trang til skydevåben. Derfor slog vi et smut forbi Bullethole Shooting Range, hvor jeg fik stillet min trang til krudt og kugler. Fik prøvet en Ruger riffel og en 9mm'er pistol. Det var en sjov oplevelse, og lidt skræmmende samtidig. Og da det hele var forbi, blev Kate også hooked på det, så nu er der søgt efter skydebaner når vi kommer til Las Vegas :-)




Vi tjekkede ind på hotellet sen eftermiddag, og snuppede så en lille lur, inden vi drog mod downtown på gåben. Vi boede forholdsvis centralt, så der var ingen grund til at slæbe bilen med, for derefter at parkere til en formue. Ens for alle større byer i USA er, at det koster en krig at parkere. Så medmindre man virkelig har brug for den, så er det bedre at stille den hjemme på hotellet.

San Antonio er kendt for sine kanaler der snor sig rundt i hele byen. Dagen lang sejler der både rundt med turister, der fra vandoverfladen kan se alle de mange seværdigheder, byen har at byde på.



Vi var dog godt trætte og sultne, så en hyggelig restaurant med udsigt over kanalerne blev fundet, og et par dejlige saftige bøffer blev indtaget.


Sent hjemme røg vi lige i kassen, og en ny og spændende dag, med fejringen af "Independence Day" stod for døren lige straks.