søndag den 1. juli 2012

Dag 13 - Hyle skægge Segways, og jazz i lange baner.

Vi stod tidligt op for at komme på segwayturen allerede kl. 9. Ingen af os havde prøvet det før, så det var med sommerfugle i maven og et vist forbehold, at vi trådte op på ”dyret”. Heldigvis gav guiden os en kort introduktion til maskinen, så vi ikke var helt håbløse. Når først man havde vænnet sig til teknikken, var det faktisk en ret sjov oplevelse at ræse rundt i New Orleans gader - dog med kyndig vejleding undervejs fra guiden.  Vi havde allerede set det meste af byen på egen hånd, men guiden krydrede turen med fortællinger om New Orleans historie.





Efter 2 timers tur og godt ømme i fødderne, var vi på fast grund igen.  
Vi gik lidt rundt nede ved flodbredden for at få gang i benene igen og besluttede os for at tage sporvognen til den anden ende af byen for at se City Park of New Orleans. På vejen kom vi forbi en af Nolas store kirkegårde med gravsteder så langt øjet rækker. Det er et fascinerende syn og man kan nemt fare vild.  Apropos fare vild, fik vi forvildet os ud på en lille omvej på vej hen til parken, men vi fik så til gengæld set lidt af lokalområdet i 36 graders bagende sol. Da vi langt om længe fandt parken, måtte vi et smut forbi en cafe for at få slukket tørsten og hvile os i skyggen.  Efter kun at have set en brøkdel af den store park, slæbte vi os, trætte og ømme i benene, hen til en lokal café for at få lidt frokost. Vi tog sporvognen tilbage til New Orleans og kørte hjem til hotellet for at hvile os lidt, inden vi skulle ud at spise aftensmad.





Vores sidste aften i New Orleans, jazzens by, skulle selvfølgelig tilbringes med god mad og stemningsfuld jazz, så vi fandt en hyggelig restaurant i det franske kvarter, hvor lokale musikanter indtog scenen. Den perfekte måde at slutte aftenen på!


Efter et par fantastiske dage i New Orleans, går turen nu videre til Austin, Texas, og herefter til San Antonio, hvor vi vil fejre 4. Juli med de lokale amerikanere. En stor tradition herovre, og noget som ligger dem dybt i sindet.

Dag 12 - Katedralen & Spøgelsesturen!


Efter en god nats søvn, fik vi os en omgang morgenmad på hotellet. Vi opdagede hurtigt, at man kunne lave sine egne vafler, så det udnyttede vi selvfølgelig! Det er jo vigtigt med en portion nærende morgenmad, som en god start på dagen :-)


Da morgenmaden var fortæret, kørte vi ind til downtown New Orleans, eller Nola som den populært kaldes, for at se lidt mere af byen end vi havde gjort dagen forinden. New Orleans er en meget befærdet by, så det er vanskeligt at finde parkeringspladser, hvis ikke man ønsker at betale kassen for det. Vi fandt heldigvis et parkeringshus til en overkommelig pris, hvor man kunne holde hele dagen.   
  
Dagen gik med at slentre rundt i New Orleans gader for at se, hvad den havde at byde på. Vi gik igennem det franske kvarter, som er fyldt med hyggelige restauranter, cafeer, butikker og boder. Og så selvfølgelig live jazz på hvert et gadehjørne…
Vi måtte se den berygtede Bourbon Street igen, og alle den finurlige seværdigheder. Denne gang blev det dog kun til en stor slushice, da det var eftermiddag og vi også skulle køre hjem. 

(Billedet her er dog fra om aftenen)

Vi gik herefter hen i St. Louis Katedralen, som er den ældste fungerende katedral i USA. Der var mange folk i kirken, nogle sad med foldede hænder, andre med en tåre i øjet, og nogle tog billeder af de flotte malerier, som prydede loftet i denne storslåede katedral. Man følte en stor respekt om den kirkelige ånd, straks man trådte ind i den store sal. 




Vi besluttede os for at forsøge at bestille en guidet cykeltur, for at se byen fra en anden vinkel.  
Desværre var alt fuldt booket, så vi måtte droppe den idé, hvilket var rigtig ærgerligt, da vi lige havde sat os op til det. Som plaster på såret bestilte vi i stedet en 2 timers guidet Segwaytur til morgenen efter.

Om aftenen tog vi på en guidet spøgelsestur (Ghost Tours) gennem Nola’s dystre gader sammen med en flok amerikanere. Guiden havde boet i Nola hele sit liv og kendte byen som sin egen bukselomme. Han var en karismatisk fyr der meget indlevende fortalte om Nola’s gamle blodige historier; om folk der var brændt inde, blevet myrdet eller på anden vis kommet til skade på en voldsom måde. Hvis man skal tro rygterne, spøger disse ofre i gaderne for at hævne sig på deres drabsmænd. 




Hvad enten man tror på disse spøgelseshistorier eller ej, vil vi da godt indrømme, at man lige synker en ekstra gang og kan mærke det løbe en koldt ned ad ryggen, når man står i en fremmed by på en mørk og dyster aften. En af Nola’s gamle restauranter (Muriel’s) er gået så vidt som at reservere et bord til stedets tidligere ejer for at holde sig på god fod med ham. Det siges, at han efter sin død har startet mange brande i restauranten, fordi han ville have den for sig selv. Ganske rigtigt så man et tomt bord med mad og vin på restauranten, når man kiggede ind gennem vinduet.

Det var en fantastisk spændende tur, som gjorde et stort indtryk på os, fordi man får set byen på en helt anden måde end normalt. Vi vil da heller ikke lægge skjul på, at vi havde svært ved at falde i søvn.

Men da døren blev lukket på hotelværelset, kunne vi trygt lægge os til ro og glæde os til endnu en dag i skønne Nola.

torsdag den 28. juni 2012

Dag 11 - Big Easy & Bourbon Street.

Big easy er kælenavnet for byen New Orleans, som med sine franske og spanske rødder, dateret tilbage til år 1763, slår sine folder ved Mississippi floden, der går hele vejen igennem den sydlige del af byen.

Vi startede dagen med at besøge Gulfport Premium Outlets, for gud ved hvilken gang at indkøbe klæder til vores allerede overfyldte kufferter. Og så fandt vi endelig den bestillingsgave som vi har ledt efter på hele turen, men hvordan vi får den med hjem, har vi endnu ingen anelse om :-D


En times kørsel lå foran os vestpå mod New Orleans. "Heldigvis" var det i dag en lille smule skyet, så vi kunne nøjes med at køre i 32 graders varme fra morgenstunden. Uden A/C i bilen var vi dejset omkuld for længst :-)






Naturen henover sydstaterne er enestående. Når man kører igennem skovene, mærker man en helt speciel atmosfære, som ikke kan beskrives. Floder, skov og sump områder, pryder landskabet og giver dig fornemmelsen af frihed, på trods af de store motorveje der løber igennem. 

Vi ankom til New Orleans kl. 15, hvor vi skal bo de næste 3 dage. Vi skal bo på Super 8, som faktisk er et motel, men i kvalitet svarer det til et godt middelklasse hotel derhjemme. Vi er ihvertfald overrasket over, hvor flot et værelse man kan få for kun 300kr om dagen. 5 mins kørsel og man ender direkte i downtown.

New Orleans er kendt for mange ting, men en ting er den både berømt og berygtet for... Bourbon Street! En gade så lang så end ikke øjet rækker, fyldt op med barer, jazzklubber, letpåklædte damer og cafeer, hvor alle bruger de mærkeligste metoder for at lokke kunderne ind til en sjus eller to. 







Vi besøgte en hyggelig fiskerestaurant, hvor vi fik lidt godter til ganen. I morgen skal vi se mere af byen, og bla. besøge Saint Louis Katedralen, som er den ældste fungerende Katedral i hele USA (bygget i 1718) og det franske kvarter, som huser gademusikanter og hyggelige caféer.

Ha det godt, til vi ses igen :-)

Dag 10 - EM ved poolen, og 35 grader...?

WOW. Vi har virkelig været heldige med vejret her i Biloxi. Solen banker ned fra morgenstunden, og alligevel klager folk over at vandet i poolen er for koldt. Come on! Det er da lækkert med en kølig dukkert! Så for dem der ikke kan holde varmen, kan de jo passende hoppe ned i den 100 grader varme spa der står ved siden af. Så skulle de prøve en dukkert på Bellevue i starten af Juni måned i Danmark!

Pga. tidsforskellen viser de allerede EM kampene kl. 13:45 lokal tid. Og da vi jo gerne vil nyde solen til fulde, måtte vi finde en løsning på problemet. Der var ingen TV i poolbaren, så frem kom den bærbare computer, og et lille studie blev indrettet på solstolen, så kampen kunne følges.



Det lykkedes til sidst at finde en sidde position der var til at holde ud, og så var der ellers dømt 120 mins drønkedelig fodboldkamp, hehe. Men da jeg har sat et lille bet på Spanien som vinder af EM, følger jeg dem tæt indtil de ikke længere kan nå finale sejren.
Om aftenen kørte vi en tur langs stranden, og så de lokale fiskere prøve lykken for enden af gangbroen ved byens fyrtårn.  





Vi sluttede aftenen af med et lille besøg i hotellets casino, men der var ingen held i sprøjten i denne omgang. Vi tager stærk revanche, når vi kommer til Las Vegas senere på turen :-)

Efter 3 dejlige dage i Biloxi, går turen nu videre vestpå mod New Orleans, hvor vi skal besøge Bourbon Street, Det franske marked, og se og høre en masse jazz rundt om i byen. 

Dag 9 - Barber Shop & Ron Roll.


Sådan ser det ud en tirsdag morgen i Biloxi. Varmt, meget varmt, og en blå himmel der bare indbød til at kaste sig ud i poolen fra morgenstunden. Vi dasede et par timer, hvorefter vi tog en tur ud i det blå og kiggede på hvad byen havde at tilbyde.

Biloxi er primært en casino by, og derfor ligger hotellerne plastret op og ned af hinanden hele vejen langs golfkysten. Når man har set det ene, har man også set det andet. Derfor tog vi af de små veje bagom byen, og fandt charmen i den lokale barber shop, hvor håret (eller manglen på samme) skulle have en tur.



Blev modtaget af en meget venlig sydstats dame, der med heftig sydstats accent trimmede, smurte og barberede mit skaldede hoved, hvorefter hun stak en finger i hvert øre på mig. Til sidst fik jeg smurt issen i en alko gel, og behandlingen var herefter slut. En smule grænseoverskridende, men utrolig sjovt at prøve, og jeg gik derfra nybarberet og friseret :-)



På vejen hjem så vi en af mange trucks, som kører rundt med div. forsyninger. Fascinerende, og lidt af "The American Dream".

Om aftenen spiste vi på en lokal sushi restaurant. Vi ville aldrig have fundet den, hvis ikke vi havde brugt vores nr. 1 guide i USA - TripAdvisor. Fantastisk side, der har informationer om alt fra hoteller til spisesteder, attraktioner og bedst af alt, ting man skal holde sig langt væk fra som turist.



Maden var helt fantastisk, og det var rart endelig at få lidt mad som ikke havde været dyppet i ønskebrønden. Vi er jo i sydstaterne, og hernede ryger alt mad i frituren. Brød, kød og grøntsager. Men det tager vi med (og de ekstra kilo) og nyder det i fulde drag.

Vi har ikke set noget til Debby siden vi ankom, og hun skulle heller ikke være lige i nærheden, så vi krydser fortsat fingre for at vejret er med os i de kommende dage.

tirsdag den 26. juni 2012

Dag 7 & 8 - Paradis på jord... eller hvad?

Efter et par sjove dage i Orlando, hvor vi fandt vores barnlige sjæle frem, var det nu tid til at rejse mod nye eventyr.

Næste stop på vejen hed Destin, en by med en sandstrand som var man i paradis, vand så blåt som en klar himmel, og masser af varmegrader. Efter en lang køretur på 8 timer blev vi dog voldsomt skuffede. Orkanen "Debby" som pt. er meget aktuel i alle medierne herovre, havde ligget og samlet kræfter nord for den Mexikanske Golfkyst de sidste par dage, og var nu på vej mod det nordøstlige Florida. Så det som vi havde regnet med skulle være 4 dage på langs i sol og varme, blev hurtigt afløst af regn og kraftige vindstød.


Men godt trætte efter den lange køretur, valgte vi dog at tjekke ind på hotellet, i håb om bedre vejr den næste dag. Så aftenstunden gik på langs af sengen med lidt fodbold fra EM og lidt indkøbte snacks.


Dagen efter viste orkanen Debby sit grimme ansigt igen, og efterlod en mørk himmel og regndråber fra morgenstunden. Vi tog derfor en resolut beslutning, pakkede vores ting, aflyste hotellet for de næste 2 dage, og gik på nettet for at lede efter en by med bedre vejrforhold! Vi ville dog lige se stranden inden vi rejste derfra, for at få den oplevelse med på vejen. Og stranden var fantastisk. Med helt hvidt sand. Men på denne mørke dag, var der ikke meget charme over det.



Vi ville gerne blive på ruten, så vi ikke skulle køre alt for mange ekstra kilometer. Derfor besluttede vi os for at køre mod en by der hedder Biloxi, en strandby magen til Destin, bare længere vestpå af Golfkysten. Inden vi kørte havde vi dog tjekket om orkanen Debby var på vej vestpå, men intet tydede på det, så vi drog afsted med store forventninger.


Efter en times kørsel begyndte den blå himmel at vise sig og solen skinnede fra en skyfri himmel. Vi gjorde stop i byen Mobile, hvor vi havde planlagt et besøg i USS Alabama Battleship Park.


Her mødte os et fantastisk syn, hvor det store krigsskib, flyvere, kampvogne og andet millitær fra 2. Verdenskrig var blevet udstillet. Det var en meget stor oplevelse at komme så tæt på, og man fornemmede ligefrem hvordan de havde levet i deres små kahytter inde på skibet.








Da vi var nået hele vejen rundt, drog vi videre mod Biloxi, som kun lå en lille times kørsel vestpå. Og hvilket syn der mødte os da vi kom frem! Vejret var FANTASTISK, der var strand, der var fede hoteller, der var lige præcis det vi havde ønsket os i regnvåde Destin.

Vi fandt et stort hotel, lavede en online booking og tjekkede så ind kort efter ankomst til byen. Her blev vi mødt med et lækkert værelse med 2! dobbeltsenge, dyner og 6 forskellige hovedpuder. Man føler sig jo næsten som prinsessen på ærten.

2 pools, stort boblebad og udsigten til golfkysten, kombineret med en stegende hede på 36 grader og en mild brise gjorde, at vi for en stund følte at paradis var kommet til jorden for at blive. Vi gjorde vores bedste for at suge alt den sol vi kunne, inden vi måtte overgive os for varmen og trak indenfor i de afkølede lokaler. En 30 mins trænings session i fitness centeret på hotellet blev det også til, tro det eller ej. Det var jo nok mest Katarinas skyld at endte med at støtte op om forslaget.


Aftenen blev brugt på det nærliggende Hard Rock Casino Hotel, hvor vi spiste i deres buffet restaurant, med et udvalg så stort, at den lokale Mei Ling Gong restaurant derhjemme ligner et suppekøkken. Det er næsten så svært at vælge hvad man vil have at spise, når der uden at overdrive er omkring 150 forskellige retter mad at vælge imellem.




Trætte, mætte af sol og mad, og med en aftentemperatur godt over de 30 grader, ramte vi sengen ved midnat (07.00 dansk tid).

Som en lille sjov note her til sidst havde vi glemt, at jo mere vestpå vi rejser, jo større bliver tidsforskellen fra derhjemme. Så da vi pludselig kiggede på klokken blev vi helt rundforvirrede, da vi syntes at kl. havde været 12:30 meget længe. Men grænsen går åbenbart omkring Mississippi, så der vandt vi en enkelt time, og det var jo meget rart. De næste par dage står på ren afslapning og solskin, så indtil da, må i ha det godt derude.

Kærlig Hilsen /Martin & Kate.